Hvad sker der???

Fatter ikke hvad der sker med mig den her gang. Det er 5,6,7,8......... sted jeg har kræft nu - ja ved sku snart ikke om det kan betale sig at tælle mere. Denne gang er det da bare poppet op over det hele. Jeg plejer nok at kunne klare det - være stærk. Men jeg er bare ved at gå i 1000 stykker - kan slet ikke håndtere det den her gang - tror ikke længere på det. Det er noget lort -føler at jeg SKAL være stærk og tro på det for at have bare den mindste chance.
Læger, familie og bekendte er vant til at jeg er stærk, at nok går jeg nogle gange i knæ men jeg rejser mig igen og kæmper videre - som jeg altid har gjort. Hvad sker der denne gang? Jeg har bedre odds denne gang end jeg fik første gang.
Når jeg forsøger at tale med min mand siger han "jamen du plejer jo at finde styrken igen". Når jeg snakker med min far siger han "nu må du gøre dig stærk, Linda". Lægen siger "dårlig holdning Linda, nu må du samle dig igen, tro på det". Mine børn snakker jeg slet ikke med om de tanker, de har det hårdt nok i forvejen.
Tankerne overmander mig hele tiden - i Fakta, når jeg roder i kødgryderne, midt i min ymglingsserie - jeg har ikke det mindste styr på det - og er der noget jeg VIRKELIG hader, så er det ikke at have styr på tingene.
Og for at gøre det hele meget nemmere at takle - når jeg så ikke er hylefjæs, så er jeg enten så total rasende at jeg kunne banke en arm igennem en mur - eller også springer jeg dansende rundt til høj musik. Det siger sku da sig selv, at nu er jeg da ved at miste min forstand. Men det ville måske ikke være så tosset i den her situation - bare at kunne lukke total ned for systemet og ikke fatte noget af hvad der foregik omkring mig. Så slap jeg for at være vidne til mit totale forfald - slap for eventuelt at havne i den situation hvor jeg skulle sige farvel til min familie - det ville jeg slet ikke kunne klare. Vi er ikke så mange og på en eller anden måder er deres jord gået i rotation omkring mig - det ville være som at dumpe dem på dybt vand unden at være sikker på at de kan svømme.
Jo, jeg tror at den bedste løsning simpelthen vil være, at sidde mig ned of forsøge at miste min forstand fundstændigt. Jeg kunne også begynde at tro på Gud og kalde det hele Guds vilje - det trøster jo nogen - nej næppe, det er vist ikke lige løsningen for mig. Desuden har jeg en klar aftale med ham, jeres Gud; han har aldrig været i mit hjem og jeg kommer ikke i hans. Hvad jeg har opnået eller ej kan jeg takke mig for (med hjælp fra mine nærmeste selvfølgelig). Min skæbne vil jeg selv være herre over - og der hvor jeg ikke kan, vil jeg selv bestemme hvor længe jeg spiller med. Skal jeg dø af det her, kommer jeg ikke til at ligge dødsyg i en seng og være et halvt år om det - jeg har svoret at det ikke skal være de sidste levende billeder min familie for altid vil huske. Bliver det aktuelt er spørgsmålet egenlig bare hvor langt der er til den nærmeste bro - og om jeg kan finde den :-/