Så kom brevet.

I går kom brevet fra Århus sygehus. Samtale onsdag kl. 14.00.
Der stod intet om immunterapi, men jeg fik en hel mappe med praktiske oplysninger og et brev med et afsnit om eksperimental behandling.
På den ene side virkede det meget som en standardskrivelse, men på den anden side er jeg noget usikker på om det overhovedet bliver immunterapi jeg får tilbudt.
Onsdag er så bare en samtale, men jeg håber ikke jeg skal have en behandling hvor jeg skal indlægges. Det er godt nok langt hjemmefra og Børge er allerede ved at gå i spåner bare ved tanken om hvordan han skal få det hele til at hænge sammen med arbejde, besøge mig, passe vores hund Mille osv.
Har sagt til ham at hvis det er, så skal han bare køre mig derop og hente mig når jeg skal hjem igen. For det første er det vigtigt for mig at det hele ikke falder fra hinanden der hjemme imens. At han kommer hjem til Mille hver dag og at han beholder sit arbejde. Han har endnu ikke været ansat i et år og lige nu har de drøn travlt med at lave nye køreplaner til busdriften. Hans chef har virkelig været flink både da jeg blev opereret i januar og da Linnea fik kræft i underlivet og skulle opereres i maj. Heldigvis har Børge også mulighed for at koble sig på computeren og arbejde hjemmefra - så det kan være flexsibelt hvis der er behov for det. Men der er jo en del arbejdsløshed efterhånden og jeg vil nødig risikere at han mister sit arbejde. Der er godt nok ikke så mange der kan de programmer som han arbejder i, men alligevel skal man jo ikke bide kødet af op til skulderen bare fordi nogen rækker én en hånd som Thomas hans chef gør hver gang der er noget med den her sygdom.
Desuden skulle det gå galt med mig og jeg ikke overlever, så er det vigtigt han har det arbejde, hvor han er nød til at koncentrere sig hele tiden. Han kan jo rent fagligt ikke ret meget andet end det her. Oprindelig var han murer, men fik for flere år siden førtidspension fordi hans ryg og knæ var blevet ødelagte. Da vi så for omkring 7-8 år siden (set i bagspejlet) fik alle hentydninger på at min krop ville ha' lidt opmærksomhed - i form af forhøjet blodtryk, ansigtslammelse, uregelmæssig hjerterytme, mavesår osv. - besluttede han at frasige sig sin pension og prøve at lette presset lidt på mig. Det var godt nok rigtig svært at gøre det - ingen på kommunen havde nogensinde set et sådan "frameldelsesskema" og da det endelig lykkes var det med så mange forbehold og sikkerhedsnet at han kunne komme tilbage igen hvis det belv for "farligt" derude i erhvervslivet :-). Kommunalt blev han lidt af en lokal helt og selv borgmesteren stoppede os på gaden for at trykke hans hånd - det har vi faktisk grinet meget af.

Det er godt at grine, især nu. Jo mere vi finder at grine af, jo mindre tænker vi på alt det her. Så jeg spiller meget fransk klovn når Børge er i nærheden - det er så dejligt når han griner, når han viser glæde. Han har fortjent det, og meget mere. Hvad han ikke har lagt ryg til i de 16 år vi har kendt hinanden. Et par af mine børn var blevet misbrugt af en tidligere partner - det har han tit taget straffen for - da den anden ikke blev straffet på det tidspunkt. En masse flytteri med hemmelig adresse for at undgå samme fyr. En hård retsag 14 år senere, da fyren endelig blev dømt. Mig reagere i flere år efter i sorg og frustration over det der var sket. Samme piger komme i puberteten og som man kunne forvente, være meget besværlige.
Og mig - jeg må heller ikke ha' været nem at leve med. Jeg er opdraget af en mand og kan være temmelig hård og kontant - til tider. Og da jeg så fik kræft og i de førte par år blev, hvad jeg foretrækker at kalde midlertidig sindsyg. Jeg skulle leve livet, føle mig levende, glemme alt om kræft - så helst med mennesker jeg slet ikke var i familie med eller som kendte familien. Jeg var dum, ond og egoistisk - det må ha' været så ydmygende for Børge. Jeg tilgiver aldrig mig selv og der går ikke en dag hvor jeg ikke skammer mig over den måde jeg behandlede ham på i den tid - føj hvor var det tarveligt, og så langt fra den person jeg virkelig er. At han blev og viser at hans kærlighed til mig er størrer end nogensinde før, har jeg slet ikke fortjent, men jeg er så taknemlig.
Vi er kommet så tæt de sidste år - tættere end nogensinde før. Det bliver slemt for den der bliver efterladt før eller siden. Førhen diskuterede vi for sjovt hvem der skulle dø først, for ingen af os ville være den der blev efterladt. Egentlig har jeg hele tiden været overbevist om at Børge døede først - mest fordi han er 7 år ældre end mig og efter min mening lever lidt usundt. Har enda gemt et digt som jeg ville læse til hans begravelse. Lyder måske lidt sært, men jeg gemmer tonsvis af ting - er sådan lidt kreativ - desuden syntes jeg det var så smukt og sagde alt.
Hmm vi skal også ha' skrevet "Min sidste vilje" - snakkede vi også om før jeg blev syg, men nu skal det altså gøres så vi ikke skal tænke på det mere elle måske være tvunget til det på et meget følsomt tidspunkt.
Hvad er bedst? At ha' god til til at forberede død og begravelse - og få sagt farvel til alle - eller bare at sove ind og ikke vågne igen, efter en helt almindelig aften?
Det havde jeg før en klar mening om - nu er jeg mere i tvivl.