torsdag den 9. juli 2009

Knocking on heavens door

Var i Århus i går. Fik en masse informationer - også ting jeg ikke havde hørt før - hvad er det for noget?? Et eller andet total misforstået hensyn?? Hvorfor fanden kan man ikke tage for givet at man får alt af vide når man taler med en læge? Og da især når jeg gang på gang har sagt at jeg vil vide ALT!!!
Nå, men jeg fik foretaget forskellige undersøgelser, hjertekardiogram, blodprøver osv. De kunne slet ikke forstå at jeg ikke havde ondt i knoglerne hvor kræften sidder - det har jeg altså ikke! Heller ikke da lægen trykkede løs på knoglerne :-).
Lægen var total paf over at jeg var blevet opereret i højre lunge i januar. Det mente lægerne i Odense ikke de ville nævne når de nu ikke kunne finde det de ledte efter. Forstår godt de går lidt stille med dørene - sådan nogle kluddermikler.
I århus er de så ikke helt sikker på at kræften i knoglerne og højre lunge er nyrekræft??? Men måske knoglekræft, lungekræft eller begge dele. Hvor pokker kom det fra?? Får så at vide at når først man har en kræfttype, er man mere disponibel for at udvikle andre kræfttyper. Jamen tak! Det var da en information jeg godt ville ha' haft for 4 år siden - så havde jeg måske nok gjort en ihærdig indsats for at forebygge det.
Hvis det ikke er nyrekræft kan jeg ikke få immunterapi - hvad kan jeg så få?? Det kom vi slet ikke ind på. Men han mener det er, men vil lige tjekke det for en sikkerheds skyld så jeg ikke går igennem en hård behandling til ingen verdens nytte.
Så næste skridt er at de vil lave en biopsi af knoglen i ryggen. De ville ikke gøre det på knuden i brysthulen fordi der var stor risiko for at punktere lungen. Det var lige nøjagtig den Odense ville ha' lavet en biopsi på??
Hvis jeg skal ha' immunterapi, forventer de at jeg vil blive meget syg, med 2 ugers interval'er. Jeg får først en behandlingsperiode på 3 måneder - virker det fortsætter man i op til 9 måneder. Hvis jeg bliver så dårlig som de forudser - er det godt nok lang tid. Håber jeg kan holde gejsten hele vejen igennem. Må igang med Flemmings bog i håb om at få lidt bedre forståelse for det her forløb - og måske hente noget at læne mig lidt op af, for lige nu er det hele en ordenlig mundfuld.

Senere finder jeg ud af at både Børge og jeg allerede på hjemvejen fra Århus begynder at planlægge alt det praktiske - så godt man nu kan, med den viden vi har. Ville det ikke være praktisk med en seng i stuen, så jeg ikke skulle være isoleret i soveværelset på første sal, når jeg var meget dårlig? Også af hensyn til hunden som har det med at blive sympati-syg, hver gang jeg er det. Og proteinberiget mad til de dårlige perioder, energidrikke osv - kan jeg ikke lave meget af det når jeg har det godt og gemme det i fryseren til de dårlige perioder?? Når de nu forventer jeg får høj feber, vil det så ikke være praktisk med en plastikskammel til bruseren, så jeg kan sidde sikkert og lade mig bruse over ind imellem??
Uden egentligt at vide hvad det er jeg går ind til, så var det meste planlagt inden jeg gik i seng. Jeg syntes selv det er en lidt underlig måde at reagere på, men måske er det en eller anden form for overlevelsesinstinkt der får en til at tænke praktisk, sætte i system, planlægge osv. Ved det ikke, men det er også ligemeget, hvis det virker.

Jeg er ikke længere så skrå sikker på at jeg kan bekæmpe det her - jeg skal gøre hvad jeg kan, men tvivler mere og mere - det skal jeg lige ha' lidt styr på. En trøst er det at lægen i Århus sagde, at der ikke var nogen kræfttype hvor der de sidste år var sket så store fremskridt som der er ved nyrekræft - håber jeg når at få gavn af det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar